Ensom tom fornemmelse

By Commodious Leech, 2 Months ago (2019-02-12 02:48:31), written in Plain Text, viewed 27 times.
URL https://paste.godclan.hu/view/iwQy36nU Embed
Download Paste or View RawExpand paste to full width of browser
  1. Ensom tom fornemmelse
  2. ____________________________________________________________________________________________________
  3. ❤️  Link №1: https://bit.ly/2GDOEim
  4. ____________________________________________________________________________________________________
  5. ❤️  Link №2: http://knurexomgo.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MjQ6Imh0dHA6Ly9zdGlra2VkLmNvbV8yX2R0LyI7czozOiJrZXkiO3M6MjE6IkVuc29tIHRvbSBmb3JuZW1tZWxzZSI7fQ==
  6. ____________________________________________________________________________________________________
  7.  
  8.  
  9.  
  10.  
  11.  
  12.  
  13.  
  14.  
  15.  
  16.  
  17.  
  18.  
  19.  
  20.  
  21.  
  22.  
  23.  
  24.  
  25.  
  26.  
  27.  
  28.  
  29.  
  30.  
  31.  
  32.  
  33.  
  34.  
  35.  
  36.  
  37.  
  38.  
  39.  
  40.  
  41.  
  42.  
  43.  
  44.  
  45.  
  46.  
  47.  
  48.  
  49.  
  50.  
  51.  
  52.  
  53.  
  54.  
  55.  
  56.  
  57.  
  58.  
  59.  
  60.  
  61.  
  62.  
  63.  
  64.  
  65.  
  66.  
  67.  
  68.  
  69.  
  70.  
  71.  
  72.  
  73.  
  74.  
  75.  
  76.  
  77.  
  78.  
  79. Ligger ned til Søen Atitlan Vulkanen Toliman Jeg er blevet usynlig — Onsdag den 11 11 2015 — Kære Per Hold da op, hvor jeg savner at ha´ dig og dele mine observationer med Alle mine ord stopper inden i mig, Ordene hober sig op, og ligger hulter til bulter. Nu er det for evigt slut, Sådan rigtigt, at tale med dig du er væk, helt væk Jeg savner din respons Jeg savner dig at tale med Jeg savner dit drillende smil i øjnene når min begejstring fyldte Ensomheden rammer med voldsom kraft når jeg mangler dig, at dele dagens oplevelser med Jeg betragter parrene, der bekymrer sig om hinanden, savner så inderligt at ha dig til at bekymre sig, bare lidt, om mig. Jeg har i et stykke tid haft en ide om at det kunne have noget at gøre med min opvækst at jeg har det som jeg har det, men jeg har ikke vidst om jeg har overfortolket...
  80.  
  81. Hendes hjælp skal bestå af anerkendelse af dig og den måde du fremtræder. Jeg har aldrig følt at han har set mig som ´noget særligt´, han har arbejdet ret meget og været stresset i længere perioder.
  82.  
  83. Tom Ensom - Annonce »Det gik op for mig, at jeg ikke kunne dele problemet og forvente at blive tag imod med omsorg.
  84.  
  85. Hej brevkasse jeg ved ikke om dette hører under depression, men jeg ved ikke hvor jeg ellers skal komme det ind henne. Jeg skriver her forid jeg har brug for at handle, men ikke rigtig ved hvor jeg skal starte. Sagen er at jeg føler mig tom, frustreret, trist og rastløs men uden at være i stand til at gøre noget ved det. Jeg er udadtil altid glad, vellidt, charmerende, alt i alt successfuld. Kort sagt er der intet jeg mangler, ikke engang selvtillid. Problemet er bare at jeg føler mig så uendeligt tom og ensom indeni, næsten altid. Jeg er bevidst om alle de gode ting i mit liv, men det er som om det ikke rigtig er ´nok´ for mig inderst inde - som om jeg hele tiden har en følelse af at der mangler noget - et tomrum. Jeg har levet med det da jeg troede det bare var sådan det var at leve, at jeg var svag, og lignende, men dog altid i sidste ende stadig haft en følelse af at der var noget galt inde i mig. Eller også, og det er særligt i perioder eller dage hvor det hele bliver lidt rutine-agtigt og ikke har nogen effekt af spænding eller bekræftigelse på mig, bliver jeg så overvældet af denne tristhed, tomhed og ensomhed at jeg mister lysten til alt i stedet for. Jeg har indset at stimulanserne er for at overdøve min tristhed som i sidste ende altid vender tilbage. Når jeg er alene kan jeg ofte begynde at græde over ingenting, eller også ville jeg ønske at jeg kunne, fordi det er den eneste måde jeg kan få bare lidt afløb for den uforklarlige smerte jeg føler. Men er der nogen der ringer, møder jeg nogen mennesker eller nogen jeg kender , kan jeg gemme tårerne væk så hurtigt som de er kommet. Jeg har indtil nu set det hele som en jagt på at finde mig selv, og at det har været alt det omkring mig der har været noget galt med. Jeg har tit ønsket at jeg kunne få hjælp udefra eller har kunnet snakke med nogen om det, men har ikke vidst hvordan jeg skal få det, da jeg ikke har noget konkret problem at komme med. Selvom jeg godt kan se at det lyder som et konkret problem når jeg skriver det hele ned som nu, har jeg altid ubevidst prøvet at virke glad og afstemt på overfladen - når jeg har haft problemer eller ting jeg har været ked af har det altid haft noget med min tomhed at gøre - men jeg har altid fundet noget at ´give skylden på´ - først og fremmest overfor andre, men mest overfor mig selv. Jeg har ofte ´drømt´ om at jeg ville få det endnu værre, begynde at skære i mig selv eller gå ned med depression, bare så jeg kunne få noget opmærksomhed og ikke gå med mit ´problem´ alene. At hentyde at jeg har brug for psykologisk hjælp er bare så langt fra den person jeg er udadtil, at jeg føler en form for flovhed og skam, og tvivl på at jeg overhoved kan tillade mig at bede om hjælp? Det var den meget korte version af det hele.. Det eneste jeg ønsker er egentlig bare at være i stand til at være lykkelig og værdsætte alt jeg har - med andre ord at kunne føle livsglæde, mening og betydning med livet. Hvad er det ellers værd? Jeg skriver her forid jeg har brug for at handle, men ikke rigtig ved hvor jeg skal starte. Sagen er at jeg føler mig tom, frustreret, trist og rastløs men uden at være i stand til at gøre noget ved det. Jeg er udadtil altid glad, vellidt, charmerende, alt i alt successfuld. Kort sagt er der intet jeg mangler, ikke engang selvtillid. Problemet er bare at jeg føler mig så uendeligt tom og ensom indeni, næsten altid. Jeg er bevidst om alle de gode ting i mit liv, men det er som om det ikke rigtig er ´nok´ for mig inderst inde - som om jeg hele tiden har en følelse af at der mangler noget - et tomrum. Jeg har levet med det da jeg troede det bare var sådan det var at leve, at jeg var svag, og lignende, men dog altid i sidste ende stadig haft en følelse af at der var noget galt inde i mig. Eller også, og det er særligt i perioder eller dage hvor det hele bliver lidt rutine-agtigt og ikke har nogen effekt af spænding eller bekræftigelse på mig, bliver jeg så overvældet af denne tristhed, tomhed og ensomhed at jeg mister lysten til alt i stedet for. Jeg har indset at stimulanserne er for at overdøve min tristhed som i sidste ende altid vender tilbage. Når jeg er alene kan jeg ofte begynde at græde over ingenting, eller også ville jeg ønske at jeg kunne, fordi det er den eneste måde jeg kan få bare lidt afløb for den uforklarlige smerte jeg føler. Men er der nogen der ringer, møder jeg nogen mennesker eller nogen jeg kender , kan jeg gemme tårerne væk så hurtigt som de er kommet. Jeg har indtil nu set det hele som en jagt på at finde mig selv, og at det har været alt det omkring mig der har været noget galt med. Jeg har tit ønsket at jeg kunne få hjælp udefra eller har kunnet snakke med nogen om det, men har ikke vidst hvordan jeg skal få det, da jeg ikke har noget konkret problem at komme med. Selvom jeg godt kan se at det lyder som et konkret problem når jeg skriver det hele ned som nu, har jeg altid ubevidst prøvet at virke glad og afstemt på overfladen - når jeg har haft problemer eller ting jeg har været ked af har det altid haft noget med min tomhed at gøre - men jeg har altid fundet noget at ´give skylden på´ - først og fremmest overfor andre, men mest overfor mig selv. Jeg har ofte ´drømt´ om at jeg ville få det endnu værre, begynde at skære i mig selv eller gå ned med depression, bare så jeg kunne få noget opmærksomhed og ikke gå med mit ´problem´ alene. At hentyde at jeg har brug for psykologisk hjælp er bare så langt fra den person jeg er udadtil, at jeg føler en form for flovhed og skam, og tvivl på at jeg overhoved kan tillade mig at bede om hjælp? Det var den meget korte version af det hele.. Det eneste jeg ønsker er egentlig bare at være i stand til at være lykkelig og værdsætte alt jeg har - med andre ord at kunne føle livsglæde, mening og betydning med livet. Hvad er det ellers værd? Besvaret søndag den 25. Du er kommet til det punkt i dit liv, hvor du mener, at den måde du lever det, vil hindre dig at have en fremtid, hvor du trives. Godt at det sker nu, før du stifter din egen familie. Det at handle, set af mig, har flere aspekter: 1 I forhold til din egen familie. Når man hele tiden skulle leve op til andres forventninger, kan man føle sig som netop du beskriver du gør: tom, frustreret, trist, rastløs og ensom. Det, der mangler er den anerkendelse af dit følelsesliv på godt og ondt og anerkendelse af, at dette er ganske normalt. Du har været som de fleste dygtige piger, som overså sig selv og egne behov. Du begynder at være selvstændig og det tager nogen tid før du indser, at din familie ikke er perfekt, som du fremstiller. Der findes ikke sådanne familier! Forældrene, på baggrund af deres egen opvækst har præget dig og din adfærd efter deres egen forståelse hvad forældreskabet går ud på. Deres adfærd handlede mest om beskyttelse og din af overlevelse. For at overleve, har du foretaget mange krumspring i dit liv med mange ændringer du skriver om for at beskytte dine forældre. At være meget flink, altid imødekommende, aldrig trist og lignende adfærd er flere af de krumspring du også benytter dig af. Dette billede af både dig og verden er falskt. Ligesom dig selv, er alle omkring dig på lignende måder: venlige og søde. Men et samspil mellem mennesker handler altid om en tilfredsstillelse af egne og andres behov, simpelthen for at overleve. Hvis denne balance er tippet får man problemer. Du er kommet til det punkt, hvor du indser, at du kvæles af det, du ikke formår at bruge. Din egen familie handler som de forstår de skal gøre, men nu kan du befri dig selv ved at ændre tænkningen. Du vil fremstå som mere ægte og robust. Derfor mener jeg, at hvis du i fremtiden overvejer at få en professionel hjælp, må den bestå af analyse af din familie, sammen med dem. Der handler det ikke om at beskylde din familie. Der handler det om, at dine forældre skal kunne forstå, at deres handlinger ikke altid har været heldige. Det er ikke nogen steder din skyld. Vi er jo alle sammen resultater af vores familier. Der handler om at forstå at man kan stadigvæk vælge et andet spor og med din alder og intelligens kan du gøre det lettere end før. Dit brev er måske en start på, at blive opmærksom på problemer, som du bare er fanget af. Vore tanker er altid forbundet med de følelser som de fremkalder, derfor hvis du kan foretage , i dit tempo, skift til en mere nuanceret blik på dig, din familie og dine omgivelser har du mulighed at få en fremtid du vil nyde. Du er meget velkommen at kommentere mit svar, som du føler. Du er kommet til det punkt i dit liv, hvor du mener, at den måde du lever det, vil hindre dig at have en fremtid, hvor du trives. Godt at det sker nu, før du stifter din egen familie. Det at handle, set af mig, har flere aspekter: 1 I forhold til din egen familie. Når man hele tiden skulle leve op til andres forventninger, kan man føle sig som netop du beskriver du gør: tom, frustreret, trist, rastløs og ensom. Det, der mangler er den anerkendelse af dit følelsesliv på godt og ondt og anerkendelse af, at dette er ganske normalt. Du har været som de fleste dygtige piger, som overså sig selv og egne behov. Du begynder at være selvstændig og det tager nogen tid før du indser, at din familie ikke er perfekt, som du fremstiller. Der findes ikke sådanne familier! Forældrene, på baggrund af deres egen opvækst har præget dig og din adfærd efter deres egen forståelse hvad forældreskabet går ud på. Deres adfærd handlede mest om beskyttelse og din af overlevelse. For at overleve, har du foretaget mange krumspring i dit liv med mange ændringer du skriver om for at beskytte dine forældre. At være meget flink, altid imødekommende, aldrig trist og lignende adfærd er flere af de krumspring du også benytter dig af. Dette billede af både dig og verden er falskt. Ligesom dig selv, er alle omkring dig på lignende måder: venlige og søde. Men et samspil mellem mennesker handler altid om en tilfredsstillelse af egne og andres behov, simpelthen for at overleve. Hvis denne balance er tippet får man problemer. Du er kommet til det punkt, hvor du indser, at du kvæles af det, du ikke formår at bruge. Din egen familie handler som de forstår de skal gøre, men nu kan du befri dig selv ved at ændre tænkningen. Du vil fremstå som mere ægte og robust. Derfor mener jeg, at hvis du i fremtiden overvejer at få en professionel hjælp, må den bestå af analyse af din familie, sammen med dem. Der handler det ikke om at beskylde din familie. Der handler det om, at dine forældre skal kunne forstå, at deres handlinger ikke altid har været heldige. Det er ikke nogen steder din skyld. Vi er jo alle sammen resultater af vores familier. Der handler om at forstå at man kan stadigvæk vælge et andet spor og med din alder og intelligens kan du gøre det lettere end før. Dit brev er måske en start på, at blive opmærksom på problemer, som du bare er fanget af. Vore tanker er altid forbundet med de følelser som de fremkalder, derfor hvis du kan foretage , i dit tempo, skift til en mere nuanceret blik på dig, din familie og dine omgivelser har du mulighed at få en fremtid du vil nyde. Du er meget velkommen at kommentere mit svar, som du føler. Besvaret mandag den 26. Med hensyn til min familie må jeg indrømme at du rammer plet 100%. Jeg er den ældste af 4, og er nok en typisk storesøster: den reserverede, kloge, afbalancerede, intelligente og selvstendige. Jeg føler at jeg på en måde er min mors ´yndling´. Jeg føler næsten at hun beundrer mig og egentlig at hun forfordeler mig i forhold til mine søskende. Men af en mærkelig grund har jeg altid misundt dem det, og haft en følelse af at de er ´hele´ mennesker og jeg er ´halv´, underligt som det lyder.. Jeg har generelt et rigtig godt forhold til min mor - troede jeg. Men jeg har det seneste stykke tid indset at det hele er fordi jeg har pleaset hende hele min barndom. Jeg tror mit forhold til min mor er blevet meget ambivalent, da jeg faktisk føler en form for afsky overfor hende. Jeg har i lang tid været ret bevidst om at jeg ikke kunne lide hende som person. Jeg bliver hurtigt meget irriteret over den måde hun er på, de ting hun siger til mig, til andre, osv. Jeg kan sagtens svare hende igen nu og forsvare mine synspunkter, sige fra overfor hende, osv, men at jeg egentlig på en måde ikke kan lide hende - er en hemmelighed jeg aldrig viser. Hun ved godt jeg har det svært og hun prøver at snakke med mig om det tit, men jeg har aldrig kunne formulere det ordentligt da jeg ikke selv har vidst hvad der var galt. Jeg ved bare at hver gang min mor har spurgt til mig har jeg enten lukket af, eller også er jeg blevet helt overvældet og har grædt uden at vide hvorfor - som et lille barn... Nogengange når hun ringer til mig og spørg hvordan jeg har det, eller bare for at snakke, bliver jeg faktisk ofte nødt til at kæmpe for at hun ikke skal høre at jeg - ja - begynder at græde når jeg hører hendes stemme. Jeg ved godt at jeg bliver så overvældet fordi jeg ikke viser mine rigtige følelser, og - som du siger, ikke får anerkendelse af dem. Jeg elsker min mor fordi hun er min mor - men afskyr hende fordi hun har kvalt mig. Det er jeg bevidst om.. Jeg har aldrig følt at han har set mig som ´noget særligt´, han har arbejdet ret meget og været stresset i længere perioder. Når jeg vælger ikke at snakke med min mor om mine problemer - selvom hun stiller sig til rådighed - er det nok fordi jeg gerne vil beskytte hende. Jeg er faktisk bange for at hun skal finde ud af at hun har såret mig på mange måder. Jeg er ret sikker på at ´please´ min mor og leve op til storesøsterrollen var min måde at få anerkendelse og kærlighed på. Jeg er blevet tæmmelig god til selvrefleksion, og tror egentlig jeg har meget godt styr på mit selvbillede og mit billede på andre. Jeg ved godt der ligger mere under overfladen på den ´perfekte´ familie, de ´perfekte´ mennesker, venner, osv... Jeg har i et stykke tid haft en ide om at det kunne have noget at gøre med min opvækst at jeg har det som jeg har det, men jeg har ikke vidst om jeg har overfortolket... Jeg føler ikke at de valg jeg tager i livet, den måde jeg er på, eller nogen andre ting jeg gør, længere er noget jeg gør for at please mine forældre. Jeg føler ikke længere jeg skal gøre noget for at vinde deres kærlighed, andet end bare at være her. Jeg føler ikke noget præstationspres fra dem på nogen måde.. Jeg vil gerne ændre mit liv, for min egen skyld. Jeg har hele tiden troet at jeg bare har brug for nogen at snakke med, om mine tanker og mine følelser eller mangel på samme , herunder også mine tanker omkring min opvækst og de problemer jeg har i forhold til den, og bare det at snakke om det ville gøre det hele bedre.. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal gøre det? Jeg faldt for nylig over et uddrag af John Bradshaws bog ´rejsen hjem´ som handler om hvordan ens indre sårede barn er årsag til at man som voksen har en lille kronisk depression i form af tomhed. Bare det lille uddrag på ca en side ramte så meget plet. Med hensyn til min familie må jeg indrømme at du rammer plet 100%. Jeg er den ældste af 4, og er nok en typisk storesøster: den reserverede, kloge, afbalancerede, intelligente og selvstendige. Jeg føler at jeg på en måde er min mors ´yndling´. Jeg føler næsten at hun beundrer mig og egentlig at hun forfordeler mig i forhold til mine søskende. Men af en mærkelig grund har jeg altid misundt dem det, og haft en følelse af at de er ´hele´ mennesker og jeg er ´halv´, underligt som det lyder.. Jeg har generelt et rigtig godt forhold til min mor - troede jeg. Men jeg har det seneste stykke tid indset at det hele er fordi jeg har pleaset hende hele min barndom. Jeg tror mit forhold til min mor er blevet meget ambivalent, da jeg faktisk føler en form for afsky overfor hende. Jeg har i lang tid været ret bevidst om at jeg ikke kunne lide hende som person. Jeg bliver hurtigt meget irriteret over den måde hun er på, de ting hun siger til mig, til andre, osv. Jeg kan sagtens svare hende igen nu og forsvare mine synspunkter, sige fra overfor hende, osv, men at jeg egentlig på en måde ikke kan lide hende - er en hemmelighed jeg aldrig viser. Hun ved godt jeg har det svært og hun prøver at snakke med mig om det tit, men jeg har aldrig kunne formulere det ordentligt da jeg ikke selv har vidst hvad der var galt. Jeg ved bare at hver gang min mor har spurgt til mig har jeg enten lukket af, eller også er jeg blevet helt overvældet og har grædt uden at vide hvorfor - som et lille barn... Nogengange når hun ringer til mig og spørg hvordan jeg har det, eller bare for at snakke, bliver jeg faktisk ofte nødt til at kæmpe for at hun ikke skal høre at jeg - ja - begynder at græde når jeg hører hendes stemme. Jeg ved godt at jeg bliver så overvældet fordi jeg ikke viser mine rigtige følelser, og - som du siger, ikke får anerkendelse af dem. Jeg elsker min mor fordi hun er min mor - men afskyr hende fordi hun har kvalt mig. Det er jeg bevidst om.. Jeg har aldrig følt at han har set mig som ´noget særligt´, han har arbejdet ret meget og været stresset i længere perioder. Når jeg vælger ikke at snakke med min mor om mine problemer - selvom hun stiller sig til rådighed - er det nok fordi jeg gerne vil beskytte hende. Jeg er faktisk bange for at hun skal finde ud af at hun har såret mig på mange måder. Jeg er ret sikker på at ´please´ min mor og leve op til storesøsterrollen var min måde at få anerkendelse og kærlighed på. Jeg er blevet tæmmelig god til selvrefleksion, og tror egentlig jeg har meget godt styr på mit selvbillede og mit billede på andre. Jeg ved godt der ligger mere under overfladen på den ´perfekte´ familie, de ´perfekte´ mennesker, venner, osv... Jeg har i et stykke tid haft en ide om at det kunne have noget at gøre med min opvækst at jeg har det som jeg har det, men jeg har ikke vidst om jeg har overfortolket... Jeg føler ikke at de valg jeg tager i livet, den måde jeg er på, eller nogen andre ting jeg gør, længere er noget jeg gør for at please mine forældre. Jeg føler ikke længere jeg skal gøre noget for at vinde deres kærlighed, andet end bare at være her. Jeg føler ikke noget præstationspres fra dem på nogen måde.. Jeg vil gerne ændre mit liv, for min egen skyld. Jeg har hele tiden troet at jeg bare har brug for nogen at snakke med, om mine tanker og mine følelser eller mangel på samme , herunder også mine tanker omkring min opvækst og de problemer jeg har i forhold til den, og bare det at snakke om det ville gøre det hele bedre.. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal gøre det? Jeg faldt for nylig over et uddrag af John Bradshaws bog ´rejsen hjem´ som handler om hvordan ens indre sårede barn er årsag til at man som voksen har en lille kronisk depression i form af tomhed. Bare det lille uddrag på ca en side ramte så meget plet. Besvaret mandag den 26. Kommentarerne hjælper mig at se om jeg er på det rigtige spor. Som et barn udvikler man en slags bånd tilknytning til vores forældre, fordi de er dem, der nurser os, beskytter os, passer på os og vejleder hvordan og hvornår vi skal reagere, så at vi undgår de farer der altid findes udenfor også indenfor. Vi, som børn, har lært os hvordan vi tackler samspil med andre, både i familien og udenfor. Dine breve bekræfter netop den måde du har lært dig at være på. I din refleksion bringer du et moralsk aspekt, at du skammer dig over de tanker du har om din mor. Hun har sikkert gjort mange andre gode ting i forhold til dig men når man har fokus på et aspekt, ser man ikke de andre. Her er det ikke et spørgsmål om skam men at indse, at dine reaktioner er bare svar på hendes ageren. Igen er der vigtigt at se, at din mor agerer udfra hendes egen opfattelse og det hænger med hendes egen oprindelige familie, hendes ægteskab og jeres familie. Måske har hun været ensom og belastet, måske har hun ikke turdet, at søge hjælp fordi hendes omgivelser ville se skævt til familien. Vi er sociale væsener og anerkendelse fra andre har betydning for os. Din mor kan ikke hjælpe dig på den måde hun tror hun gør. Hendes hjælp skal bestå af anerkendelse af dig og den måde du fremtræder. Kan hun ikke gøre det selv, må hun snakke med hendes partner og evt. Du må også huske, at du har 3 mindre søskende som også skal nurses og hjælpes men måske dine signaler vil være meget hjælpsomme for familien. En familie på 6 er en kompleks og kompliceret foretagende og derfor bør det tages seriøst. Du skriver, at du er hurtigt irriteret den måde hun er på. Du kan undgå din irritation, hvis du dels anerkender hendes interesse for dig men samtidigt oplyser, at den måde hun gør det på virker irriterende, uinteressant og bringer dig ikke videre. Her er voksen til voksen kommunikation med respekt og behold af egen integritet. Du skal ikke være taknemlig over at hun har gjort så mange til for dig. Det var hendes pligt som forælder og ikke mere. Hun har valgt niveau. At bringe frem dine minder og din mors kommentarer omkring din ændrede måde at være på når dine søskende blev født, har jeg nogle kommentarer til. Man gør det forskelligt, men reaktioner er vigtige at se på. Det, som din mor ikke har været opmærksom på er hvad din ændring af adfærd betød og hvordan man skule handle på det. Det blev bare ved konstatering. Familielivet med dets struktur og organisering er de mest komplekse som findes. Når man beslutter sig at blive sammen er det fordi man elsker hinanden og vil være lykkelig. Børnene generelt bidrager til forstyrrelser og måder familien tackler udfordringerne leder til bestemte resultater. Husk på, at man gør det udfra de bedste intentioner og overbevisninger. Problemet kommer, når man ikke justerer mellem det man vil og gør og det man får. Du skriver meget opbyggende, at du er ganske klar over hvordan du vil gøre i fremtiden. Fortiden kan du dog ikke ændre på men synet på denne kan du. Hvis du antager, at dine forældre handlede som de gjorde var det for at bevare familien og ægteskabet. Alt andet forsvinder, hvis du ikke har brug for det. Du må også være opmærksom på, at hvis du ændrer din måde at kommunikere med din mor på vil hun reagere og måske negativt. Men det skal du tage ganske roligt på. Der er ikke dig som skal hjælpe hende men i første omgang hendes partner. Du skriver, at du faktisk har behov for at handle og ikke snakke om følelser og fortiden. Tja…Handlinger hænger sammen med din forståelse nu. En voksen refleksion handler både om antagelse af hvad handlinger kan lede til og konsekvenserne af disse handlinger. Du må anerkende hendes og andres motiver men behøver ikke at respektere dem. Du skal ikke tie men forklare, at det handler ikke om dig men om den anden. Vigtigt at nævne her er, at den måde du løser din konflikt på nu, kan lede til den udvikling der er nødvendig for dig. Igen, antagelsen at de andre handler udfra deres egen forståelse vi sidder jo ikke i deres hoveder vil hjælpe. Der er ikke kun dig, der har behov for at ændre forståelser og handlinger men mest dine forældre som måske har behov for en professionel hjælp. I din første samtale med din mor må du udvise nysgerrighed hvorfor hun gør som hun gør. Vis måske mere interesse for hendes eget liv, når du er blevet voksen. Den dag du starter at handle anderledes vil andre bemærke det og reagere forskelligt. Bevar din position for at interessere sig for andre det kan du godt men denne gang som voksen. Den dag du starter vil være din bedste dag fordi du vedstår dig selv, er respektfuld og vil gøre noget, som vil bringe dig fornemmelse at styrke. Kommentarerne hjælper mig at se om jeg er på det rigtige spor. Som et barn udvikler man en slags bånd tilknytning til vores forældre, fordi de er dem, der nurser os, beskytter os, passer på os og vejleder hvordan og hvornår vi skal reagere, så at vi undgår de farer der altid findes udenfor også indenfor. Vi, som børn, har lært os hvordan vi tackler samspil med andre, både i familien og udenfor. Dine breve bekræfter netop den måde du har lært dig at være på. I din refleksion bringer du et moralsk aspekt, at du skammer dig over de tanker du har om din mor. Hun har sikkert gjort mange andre gode ting i forhold til dig men når man har fokus på et aspekt, ser man ikke de andre. Her er det ikke et spørgsmål om skam men at indse, at dine reaktioner er bare svar på hendes ageren. Igen er der vigtigt at se, at din mor agerer udfra hendes egen opfattelse og det hænger med hendes egen oprindelige familie, hendes ægteskab og jeres familie. Måske har hun været ensom og belastet, måske har hun ikke turdet, at søge hjælp fordi hendes omgivelser ville se skævt til familien. Vi er sociale væsener og anerkendelse fra andre har betydning for os. Din mor kan ikke hjælpe dig på den måde hun tror hun gør. Hendes hjælp skal bestå af anerkendelse af dig og den måde du fremtræder. Kan hun ikke gøre det selv, må hun snakke med hendes partner og evt. Du må også huske, at du har 3 mindre søskende som også skal nurses og hjælpes men måske dine signaler vil være meget hjælpsomme for familien. En familie på 6 er en kompleks og kompliceret foretagende og derfor bør det tages seriøst. Du skriver, at du er hurtigt irriteret den måde hun er på. Du kan undgå din irritation, hvis du dels anerkender hendes interesse for dig men samtidigt oplyser, at den måde hun gør det på virker irriterende, uinteressant og bringer dig ikke videre. Her er voksen til voksen kommunikation med respekt og behold af egen integritet. Du skal ikke være taknemlig over at hun har gjort så mange til for dig. Det var hendes pligt som forælder og ikke mere. Hun har valgt niveau. At bringe frem dine minder og din mors kommentarer omkring din ændrede måde at være på når dine søskende blev født, har jeg nogle kommentarer til. Man gør det forskelligt, men reaktioner er vigtige at se på. Det, som din mor ikke har været opmærksom på er hvad din ændring af adfærd betød og hvordan man skule handle på det. Det blev bare ved konstatering. Familielivet med dets struktur og organisering er de mest komplekse som findes. Når man beslutter sig at blive sammen er det fordi man elsker hinanden og vil være lykkelig. Børnene generelt bidrager til forstyrrelser og måder familien tackler udfordringerne leder til bestemte resultater. Husk på, at man gør det udfra de bedste intentioner og overbevisninger. Problemet kommer, når man ikke justerer mellem det man vil og gør og det man får. Du skriver meget opbyggende, at du er ganske klar over hvordan du vil gøre i fremtiden. Fortiden kan du dog ikke ændre på men synet på denne kan du. Hvis du antager, at dine forældre handlede som de gjorde var det for at bevare familien og ægteskabet. Alt andet forsvinder, hvis du ikke har brug for det. Du må også være opmærksom på, at hvis du ændrer din måde at kommunikere med din mor på vil hun reagere og måske negativt. Men det skal du tage ganske roligt på. Der er ikke dig som skal hjælpe hende men i første omgang hendes partner. Du skriver, at du faktisk har behov for at handle og ikke snakke om følelser og fortiden. Tja…Handlinger hænger sammen med din forståelse nu. En voksen refleksion handler både om antagelse af hvad handlinger kan lede til og konsekvenserne af disse handlinger. Du må anerkende hendes og andres motiver men behøver ikke at respektere dem. Du skal ikke tie men forklare, at det handler ikke om dig men om den anden. Vigtigt at nævne her er, at den måde du løser din konflikt på nu, kan lede til den udvikling der er nødvendig for dig. Igen, antagelsen at de andre handler udfra deres egen forståelse vi sidder jo ikke i deres hoveder vil hjælpe. Der er ikke kun dig, der har behov for at ændre forståelser og handlinger men mest dine forældre som måske har behov for en professionel hjælp. I din første samtale med din mor må du udvise nysgerrighed hvorfor hun gør som hun gør. Vis måske mere interesse for hendes eget liv, når du er blevet voksen. Den dag du starter at handle anderledes vil andre bemærke det og reagere forskelligt. Bevar din position for at interessere sig for andre det kan du godt men denne gang som voksen. Den dag du starter vil være din bedste dag fordi du vedstår dig selv, er respektfuld og vil gøre noget, som vil bringe dig fornemmelse at styrke. Søgeord: Søg Copyright 1997 - 2018 Claus Antony Bang Andersen, Alle rettigheder forbeholdes Sindslidendes Netværk Sindnet.
  86. Jeg er bevidst om alle de gode con i mit liv, men det er som om det ikke rigtig er ´nok´ for mig inderst inde - som om jeg hele tiden har en følelse af at der mangler noget - et tomrum. Når man griber om saltbøssen, klistrer den fast til hånden. Jeg har generelt et rigtig godt forhold til min mor - troede jeg. Jeg kyssede dit billede, det er koldt tårerne pressede voldsomt på Men jeg autobus at takke for oplevelsen, og mærker en varm taknemmelighed, bliver så rørt ensom tom fornemmelse tårerne igen presser sig på. Det, som din mor ikke har været opmærksom på er hvad din ændring af adfærd betød og hvordan man skule handle på det. Det er så angstprovokerende at jeg ønsker, jeg kunne forlade min krop. Sådan har Lo det også. Samtidig med fyringen har skolen oprettet en såkaldt whistleblower-ordning, hvor man anonymt kan indberette hændelser, hvis ansatte på skolen har »udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane«. Den dag du starter at ensom tom fornemmelse anderledes vil andre bemærke det og reagere forskelligt. I am solo a freelance digital conservator and continue to work with Tate on their ongoing software-based art conservation programme. Måske den dag, den oplevelse, der har været rejsens aller største. Hverdagsaftner kan også føles lange.
  87.  
  88.  
  89.  
  90.  
  91.  
  92.  

Reply to "Ensom tom fornemmelse"

Here you can reply to the paste above